Sidste info vedr keramikfestivalen

Kære allesammen
 
Hermed lidt opdateret info vedr keramikfestivalen i morgen.
 
Vi mødes stadig kl 13.30 foran biblioteket. Her får I alle udleveret hver jeres personlige “plip-plop – mønster,” som I skal fortsætte med at synge happeningen ud. Det er ikke afhængigt af toneart, men af rytme, som skal holdes nogenlunde. Vi starter svagt med mønstret og I går op på broen, hvor boldene skal droppes. Jeg står nede ved kanalen og dirigerer, så I kan se slagene. På tegn begynder I at droppe boldene ned i vandet, en ad gangen – vi fortsætter med at synge, og sangen bliver gradvist kraftigere. Ved den sidste bold (der er ca 50) standser vi med at synge, og siger et kraftigt “plop,” når den rammer vandet. Herefter er happeningen slut.
 
Det er vigtigt, at I holder en helt neutral ansigtsmimik. Pas f.eks. på med at grine eller lignende, da det vil forstyrre helheden. Af samme grund skal alle bevægelser også foregå langsomt, og gang foregår også i adstadigt tempo. Tænk på messende munke og nonner.
 
Eneste ubekendte er det præcise tidspunkt. Vi skal ramme øjeblikket, hvor tidevandet skifter, således at boldene først driver ned imod broen ved Norvejen, siden tilbage igen. Det er desværre ikke helt samme tid hver dag, men man kan se på krusningerne på vandet, hvornår det sker. Derfor vil selve tidspunktet for happeningen kunne variere, men vi må jo bare holde os klar.
 
Det bliver MEGET spændende at se, hvordan det kommer til at spænde af! Vi har jo ikke kunnet øve, så det bliver knald eller fald. Men det kan jo også have sin charme.
 
Vi ses i morgen kl 13.30. 🙂
 
Kh Lars