Åbent hus i aften – og nye billeder!

I aften har vi, som I ved, åbent hus for alle der måtte interessere sig lidt for vores dejlige kor. 🙂

Vi har ikke krævet tilmelding, så vi aner intet om, hvor mange der kommer. Måske mange? Måske ingen? Måske midt imellem?

Opslaget om arrangementet er blevet delt og liket flittigt på Facebook, og så må vi jo bare se, hvad der sker.

Bestyrelsen laver lidt kaffe og køber småkager.

Undervisningen i aften bliver af samme grund lidt mere underholdnings-baseret, end den plejer, og vi synger så bredt fra repertoiret som muligt. Nærmest koncert-agtigt.

Gæsterne får lov til at prøve at synge med, hvis de ellers har lyst. Ellers må de gerne nøjes med at kigge på, hvis de hellere vil det.

Jeg er sikker på, at I tager godt imod dem, der måtte komme. Fuldstændig ligesom I plejer.

Noget helt andet er, at jeg har fået billeder fra vores koncert for dronningen! John Veje har venligst sendt piratfotos, taget med hans mobiltelefon under koncerten (selvom man vist ikke måtte)…

Som alle rigtige piratfotos er de en smule slørede, men det er ægte live!

Vi takker John for, at han har sat sin ellers uplettede straffeattest på spil, så vi kan se, hvor lækre vi så ud dén aften på Borreby.

Jeg glæder mig til at se jer i aften!

Kh Lars